DFs Ungdom: Boykot skolebesættelser
Gymnasieeleverne lader sig villigt spænde for en venstrefløjsvogn, der anføres af Forbundet for pædagoger og klubfolk (BUPL) og et desperat Socialdemokrati. Det mener Dansk Folkepartis Ungdom (DFU), der har besluttet at blive væk fra samtlige møder, der bliver arrangeret på besatte og strejkeramte skoler i forbindelse med Folketingets åbning tirsdag.
Landsformand for DFU, Kenneth Kristensen, beklager, at mange skoleelever efter hans opfattelse bliver taget som gidsler af vildledte og uoplyste elever og lærere.
- Jeg har meget vanskeligt ved at tage det seriøst, at gymnasier nu bliver besat i en eller anden form for misforstået solidaritet med skolelærere og børnehavepædagoger, der enten bliver eller, for en stor dels vedkommende, ikke bliver udsat for besparelser, siger landsformand Kenneth Kristensen.
